• Karstens møde med Gud

Karsten er klassisk musiker og konservatiorieuddannet komponist, men lidt tilfældigt kom han til at fordybe sig i videnskaben om jordens tilblivelse og livets udvikling, og det blev et vendepunkt for ham
– Han mødte Gud igennem videnskaben –

“Da jeg var 8 år gammel, fortalte min far mig, at man før i tiden troede, at Gud havde skabt universet og livet på jorden. I dag er vi imidlertid blevet klogere, sagde han, for videnskaben har nu afsløret, at livet er opstået ved kemiske processer i en ”ursuppe” og har udviklet sig via evolution. Vi stammer således ikke fra Adam og Eva, men fra en abe-forfader, som vi har tilfælles med chimpansen.

Det var den ”sandhed”, jeg voksede op med, og den blev så rigeligt bekræftet gennem undervisning i skolen og TV ́s naturudsendelser. Selvom Jesus i mine øjne var en sympatisk, intelligent og menneskekærlig filosof, ja, så var Bibelen samlet set utroværdig, fordi den var i modstrid på så mange punkter med, hvad videnskaben siger. Så mit standpunkt var klart: Er der en gud? Hm… måske! Hvis der er en gud, kunne det så være ham som berettes om i Bibelen? No, not a chance!

Da jeg var omkring 38 år gammel, opdagede jeg ved en tilfældighed, at der fandtes videnskabsfolk, som ikke tror på Darwins teori om gradvis udvikling. Med internettet, som jo ikke fandtes, da jeg var barn og ung, var det nu nemt for mig at indhente informationer om disse videnskabsfolk, som bekender sig til det, som er kendt under betegnelsen Intelligent Design (ID). De efterfølgende 8 år udførte jeg, drevet af filosofisk nysgerrighed, en koncentreret efterforskning af emnet evolution vs Intelligent Design, og hold da helt op, hvor blev jeg overrasket. I løbet af de første 4 år i min efterforskning, troede jeg, at der var en vis bevismæssig substans i evolutionsteorien, men godt hjulpet af bøger som Icons of Evolution og Darwins Black Box kunne jeg efterhånden se, at evolutionsteorien var det rene nonsens. Dr. Stephen Meyers bog Signature in the Cell fra 2009 blev et vendepunkt i mit forhold til Gud, da den dokumenterer, hvordan sekvensspecifikke molekyler som DNA og proteiner bærer information (DNA) og er produkter af information (proteiner) – information opbygget og lagret helt som de digitale koder i en computer, blot et langt, langt mere avanceret system. Det tog mig ikke lang tid at erkende, at den slags information kun kan stamme fra en intelligens, en bevidsthed, og det var her, jeg måtte drage den eneste mulige konklusion: Gud er en person! Intelligens og bevidsthed er kun noget, vi forbinder med personer, ergo er ophavet til de digitale koder i DNA en person.

Nu vidste jeg, at Gud er en person og ikke en mystisk universel kraft, som man ser det i visse andre trossamfund. De molekylære maskiner på celleniveau bekræftede mig i Guds lighed med os, da mange af maskinerne ligner menneskeskabt ingeniørkunst, f.eks. agellummotoren, som er en protondrevet vandkølet rotationsmotor, som opererer med op til 100.000 omdrejninger pr. minut. Motoren findes hos bestemte bakterier som f.eks. E-coli og minder meget i funktion om en elektromotor, blot igen meget mere avanceret. At Guds skaberværk i så høj grad minder om de ting, vi mennesker selv går og skruer sammen, bekræftede mig i Bibelens ord om, at Gud skabte mennesket i sit billede.

At vi stammer fra aber var noget af det første, jeg i min efterforskning af evolutionsteorien kunne erkende var forkert. Ingen fossiler dokumenterer en sådan udvikling, og sandsynlighedsmæssige beregninger viser, at denne påståede udvikling er umulig. I dag, støttet af hårde videnskabelige facts (fx den konstante løbende degenerering af det menneskelige genom), tror jeg på, at vi stammer fra Adam og Eva, et første, oprindeligt menneskepar, og med det kommer hele Bibelens beretning til at give mening for mig. Hjulpet af nytestamentlige forskere og teologer som Gary Habermas, James White, Dan Wallace, William Lane Craig og Tim Keller er jeg i dag ikke i tvivl om, at de fire evangelier er historiske beretninger, som vi 100 % kan fæste vores lid til. Glem alt om aber, for Jesus talte naturligvis sandt, da han sagde: “Men fra begyndelsen af, ved skabelsen, skabte Gud dem som mand og kvinde (Markus 10:6)”.

Noget af det, der slog Karsten Pultz, da han gravede ned i viden- skaben, var, at betydningsfulde videnskabsfolk som Einstein, Newton, Planck alle var troende mennesker, der så klare aftryk af Gud i deres videnskab. De så intet i videnskaben, der var uforeneligt med troen på en skabende Gud. Som Max Planck sagde det, så møder man ateismen i sit første bekendtskab med videnskaben, men når man når helt ned til bunden, møder man Gud.

Lange rækker af verdens dygtigste videnskabsfolk bekender, at de har svært ved at tro på, at verden er et resultat af gradvis udvikling, som darwinismen foreslår.

Mange forskere ender med den samme erkendelse, som professor Anthony Flew kom frem til. Anthony Flew var professor i filosofi fra Universitetet i Oxford. Han talte næsten hele sit liv tydeligt imod troen på Gud eller noget guddommeligt. Men efter i 81 år at have brugt fakta til at fortælle, hvorfor det ikke gav mening at tro på en gud, endte han med at bruge samme fakta til at skrive sin sidste bog i 2007: ”There is a god – how the worlds most notorius atheist changed his mind” (Der er en gud – hvordan verdens mest notoriske ateist skiftede mening).* Som han sagde i et interview, så hang det sammen med en ”voksende for- ståelse for den tanke, som Einstein og andre anerkendte videnskabsfolk havde, nemlig at der måtte være en intelligens bag kompleksiteten i det fysiske univers”. Flew var selv vant til at arbejde med filosofien – tankerne om de store spørgsmål i livet. Så han tilføjede ”min egen tanke er, at kompleksiteten i selve livet – som er langt mere kompleks end den i det fysiske univers – kun kan forklares med, at der er en intelligens bag.”

“I dag, støttet af hårde videnskabelige facts, tror jeg på, at vi stammer fra Adam og Eva.”

Det, Anthony Flew siger, er, at han godt kan forstå, når Einstein og mange andre af verdens største videnskabsfolk ser på, hvor ekstremt komplekst og fantastisk universet, galakserne, jorden, naturen, mennesker, dyr og alt andet ned i mindste detalje er, og så tænker: ”Det her kan altså ikke være blevet til ved tilfældighed, der må stå nogen bag”.

Jeg tror, at der er mange måder at møde Gud på. Nogle møder ham igennem filosofiens store tanker. Andre ved at undre sig over fysikkens love. Andre igen finder noget af Gud i betagelsen af universets vanvittige kompleksitet. Nogle igennem direkte møder med ham, eller gennem bøn eller helbredelse. Nogle igennem Bibelen. Og nogle møder Gud i det, andre fortæller.

Det møde med Gud, der er nemmest at beskrive, er det, vi kan se eller føle. Men jeg tror, at der findes mindst lige så mange af den slags møder, der er vildt svære at beskrive. Nogle gange møder jeg mennesker, som fortæller, at de bare lige pludselig vidste, at Gud var til. Det var ganske stille og udramatisk, men det var det møde, der skulle til. Det behøvede ikke at være større end det.

* Flew, Anthony; There is a god, 2007, Harper Collins