• Pedrams møde med Gud

Her er historien om hvordan Pedram mødte Gud.
– Han mødte Gud som sidste udvej –

Håbløst!
Der stod de i en kirke, som deres sidste udvej. Pedram havde levet et halvt liv i Iran og havde set, hvordan religion ser ud, når det er værst. Han afviste ikke idéen om en gud totalt, men han var ret sikker på, at hvis han fandtes, ville man hverken finde ham i islam, kristendommen eller andre af de religioner, han så som værende menneskeskabte. Så han havde gjort sit bedste for at skærme sin familie fra religionens skadelige væsen. Men nu stod han altså alligevel i en kirke, som den sidste udvej.

Den sidste uge havde været et helvede. Pedram og hans kone havde fået at vide, at deres elskede søn havde en dødelig sygdom – leukæmi. Pedrams sorg var så dyb, at han kun ønskede at lægge sig til at dø ved siden af sin søn. Fredag havde sønnen fået lagt det venekateter som kemoterapien skulle sprøjtes ind i blodårerne med. Mange undersøgelser var blevet lavet, både i Danmark og Sverige, men der var ikke nogen vej udenom, og den første behandling skulle finde sted allerede mandag morgen.

“Han kunne ikke andet end selv at tro på, at det var bønnen, der havde helbredt hans dreng”

I dag var det søndag, og han havde ladet sig forlede, så nu stod han her med sin familie i en kirke og håbede på, at nogen kunne hjælpe hans søn.

Foran Pedram stod manden, der skulle bede for hans søn, og følelsen af katastrofe, der sad som en klump i maven, voksede sig stadig større. Manden bad en kort simpel bøn til Jesus om, at sønnen måtte blive rask. Da manden var færdig med at bede, så han op på Pedram og familien og sagde: ”Din søn er rask nu”.

Da han gik hjem sammen med sin hustru, var der ingen af dem, der sagde noget. Da de kom ind ad døren, sagde han, at han var både vred og lettet. Han kunne ikke rigtigt forklare, hvorfor han var lettet. Klumpen i maven var bare væk. Men vreden kunne han godt sætte ord på.

For hvordan kunne manden, der havde bedt for hans søn, tillade sig at give dem falske forhåbninger? Hvordan kunne han stå der og sige: ”din søn er rask”? Hvordan kunne han tro noget så dumt? Dagen efter ville Pedram gå op til manden og skælde ham ud. Han ville gøre det, så snart de havde været på hospitalet med deres søn.

Dagen efter ankom de til sygehuset, hvor sønnen blev lagt i en seng. Den sidste knoglemarvsprøve til det sidste tjek af kræftcellerne blev taget. Det skulle bare vare et øjeblik, før de kunne gå i gang med kemoterapien. Der gik et kvarter, en halv time, en time, to timer. De undrede sig. Hvor blev sygeplejersken af?
Efter to en halv time kom overlægen ind på stuen og fortalte, at der var sket noget meget underligt, for kræftcellerne var væk. Det var langt ude. Pedram og hans hustru kunne ikke fatte, hvad det var, lægen havde fortalt dem. Det var først, da der lidt senere kom en sygeplejerske og gentog det glædelige budskab, at de helt forstod det. Deres søn var rask.

For Pedram gav det ikke længere mening at beskytte sin familie fra troen. Han kunne jo ikke andet end selv at tro på, at det var bønnen, der havde helbredt hans dreng.

Jeg kender Pedram og hans familie. De bor i Danmark og kommer fra Iran. Siden de er blevet kristne og er begyndt at komme i kirke, har de oplevet chikane fra muslimer. Derfor er Pedram heller ikke hans rigtige navn. Sønnens medicinske journal er enestående, og lægen har fremlagt sagen på konferencer i både USA og Sverige, hvor ingen af hans kolleger har set lignende tilfælde.

Man kan møde Gud på mange forskellige måder. Som Pedram siger det:

”For os kunne troen på Gud ikke komme ind gennem hjernen. Det skulle ind igennem hjertet.”

Mange vil sige, at mennesker møder Gud hele tiden. Nogle taler om at møde Gud, andre taler om at møde Jesus. Det er nogenlunde det samme. Det sker i små doser. I store doser. Gennem andre, eller når man sidder helt alene.

Nogle gange møder folk Gud pludseligt og ud af det blå, andre gange tager det lang tid.